Del din passion for off-pisten med familien i Engelberg
Af De Brede Planker
21. december 2020
Opdateret 1
Har du også svært ved at kombinere din søgen efter friske spor i puddersneen med en hyggelig familieferie? Oftest kommer man til at skulle gå på kompromis med den ene – eller begge dele. Det findes der heldigvis en løsning på. Den ligger i Schweiz.
Engelberg, som du måske ikke er bekendt med endnu, er forholdsvist nyt på kortet, når man snakker om de helt store skiområder. Dog er dets popularitet eksploderet over de sidste 10 år. Nu er det ved at være fast inventar på listerne over den bedste off-piste i Europa, ligesom man finder 100km præparerede pister til dem, som ikke er til det dybe pudder.
Og så tager det under to timer at komme hertil fra Zürich Lufthavn.
En oplevelse for hele familien
Kombinationen af off-piste og det store, sammenhængende piste område er Engelbergs helt store charme. Det giver området noget at byde på for alle aldre og alle niveauer. Der er mulighed for at udfordre den stærke skiløber i pudderet med en bjergguide, ligesom børnene kan træne deres egenskaber både på og lige udenfor pisten – alt efter deres niveau. Derfor har vi allerede nu booket både bjergguider og skilærere til turen.
Engelberg er designet til, at hele familien skal kunne samles efter en dag på bjerget, hvor alle har følt sig udfordret efter niveau. Det kunne være, hvor mor og far har fået et adrenalin boost på, de ældste børn har fået testet deres off-piste kunstskaber lige udenfor pisten, mens den mindste har været i skiskole.
Det giver noget at snakke om over aftensmaden.
Snesikkert langt ind i foråret
Når man tænker på de europæiske skisportssteder, så er snesikkerheden oftest høj. Teknologien gør, at de fleste skiområder kan holde et nogenlunde niveau på pisten, selvom snefaldet har været begrænset. I off-pisten er det dog anderledes, og her forbinder man som regel ikke Østrig, Frankrig og Schweiz med snegaranti sidst på sæsonen.
Heldigvis er det ikke helt rigtigt. I Engelberg er skiområdet så fantastisk indrettet, at mange af pisterne samt off-pist sporene er på nordlige bjergsider. Det gør, at solens stråler ikke arbejder nær så meget i sneen, når det begynder at blive varmere i slut marts, start april. Samtidig får området omkring 7 meter sne om året, så kan man altså jagte god puddersne dybt ind i foråret. Det er også derfor, at du kan fange et glimt af mange af de svenske freeski koryfæer i Engelberg, som lige skal have det sidste af sæsonen med.
The Big Five – fra savannen til alperne
Når man hører ”The Big Five” går tankerne som regel mod savannen. Løven, leoparden, elefanten, næstehornet og bøflen. Ser du dem alle sammen på din safari, så har du set ”The Big Five”.
I alperne har betegnelsen dog en anden betydning. Her er det de fem off-piste løb, som kan give enhver skiløber fråde om munden.
Hvis du er en inkarneret freeskier med passion for pudder, så bør Engelberg være på din ønskeseddel – alene på baggrund af de fem ruter. Den berømte Laub, den udfordrende Sulz, den vilde Steinberg, den skjulte Steintäli og det hidsige drop fra Galtiberg. Fem forskellige ruter, en samlet drøm for enhver, som jagter nyt, spændende terræn i off-pisten. Alle fem linjer kan fanges, uden at man behøver fjerne sine ski – altså ingen hiking. Dog anbefales det kraftigt, at man ikke tager ruterne uden en bjergguide, da man kommer et godt stykke væk fra pisten. Det kræver, at man har en person med, som har indgående kendskab til området.
Genoplad batterierne på luksushotel
Efter en lang dag på ski, skal man have løsnet godt op i musklerne og fornyet sin energi til næste dag. Findes der en bedre måde, end på et fabelagtigt hotel midt i Engelberg by?
Ski Lodge Hotel er bygget til dem, som elsker at komme på bjerget. Hotellet byder på hyggelige og moderne værelser, som giver dig alt det, du har behov for, når du er klikket ud af dine skistøvler. Fra værelset kan du endda nyde den enestående udsigt udover Titlisbjerget.
Restitueringen efter en hel dag på ski foregår ligeledes i første række til bjerget, hvor det er muligt at nyde hotellets spa med en iskold øl. Spaen er placeret udenfor, hvilket giver en enestående oplevelse, når du nyder den friske alpeluft, mens kroppen gennemvarmes. Så kan man tale om at få genopladt batterierne.
Hotellet har en skøn restaurant, hvor man laver forskellige egnsretter fra det schweiziske køkken kombineret med nordisk inspiration. Alt sammen lavet på lokale råvarer. Desuden er der rigeligt med alternativer til hele familien – fx The MOAB, ”Mother of All Burgers”. Der er en hyggelig atmosfære omkring Ski Lodge Hotel, da det betragtes som værende et midtpunkt for byens gæster til en øl efter dagens udfordringer på og udenfor pisten.
Placeringen midt i byen betyder desuden mindre end 10 minutter til gondolen, der tager dig op på Titlis-bjerget. Så der er ikke langt fra skikælderen, til skiene er på.
Hvad har Engelberg ellers at byde på?
Området har, som en af de første destinationer i verden, en ret unik gondol. Den roterer nemlig samtidig med, at den fører dig op ad bjerget. Det giver en enestående 360 graders udsigt, som man ikke ser mange steder.
Skiområdet byder på en lang række gode, rustikke alpehytter, hvor det er muligt at få alt fra lokale retter og oste fondue til pasta og pizza. Her kan du finde alt, hvad hjertet begærer, når familien skal ind og samler kræfter til eftermiddagens strabadser.
Til børnene er der også rig mulighed for aktivering. På pisten er der en action park, hvor man bl.a. kan få målt sin hastighed. Når man er færdig med skiene, kan man tage dem med på kælkebakken. Vær dog opmærksom på, at det ikke er for de helt små. Kælkebakken har rigeligt med fart, skarpe sving og stejle ruter, så her er der latter garanti for såvel børn som voksne.
Vi kan kun anbefale Engelberg som jeres næste familie destination. Her er masser af sjov for alle aldre samt dejlige omgivelser til at få slappet af og nydt hinandens selskab.