Db Journey x DBP x Nikolaj Vang: Fra Snow Rollers til first tracks i Nordmakedonien
Af Emilie Holm
16. september 2026
Opdateret 1
I januar 2026 samlede Db Journey, DBP Adventures og Nikolaj Vang en gruppe passionerede skiløbere og snowboardere til fire dages catski i Nordmakedonien. Det blev en rejse med store linjer, autentisk Balkanstemning og et stærkt fællesskab, der begyndte allerede blandt Snow Rollers i Københavns Lufthavn.
Emilie og Frederik fra DBP var med hele vejen. Her tager Emilie dig med bag kulisserne på den første tur, fra mødet i lufthavnen til lyserøde solnedgange i Šar-bjergene, og fortæller, hvorfor vi selvfølgelig gentager succesen i januar 2027.
Catski i Nordmakedonien: Fra Snow Rollers i København til first tracks i Popova Šapka
En hær af Db Journey Snow Rollers samler sig langsomt i køen til check-in i Københavns Lufthavn. Det er en ret tydelig indikator på, hvad der skal ske.
“Skal I også på ski med De Brede Planker?” lyder det længere fremme i køen.
Og sådan begynder den allerførste Db Journey x DBP Adventures x Nikolaj Vang-tur til Nordmakedonien.
Fællesskabet begynder allerede i lufthavnen
Inden flyet overhovedet er lettet, opstår det første lille eksempel på det fællesskab, der kommer til at præge hele turen.
Et par deltagere har ikke fået booket skibagage, men problemet bliver hurtigt løst. De mange rummelige Snow Rollers har heldigvis plads til et par ekstra snowboards!
LET’S ROLL!
I køen ved gaten er deltagerne efterhånden også blevet nemme at genkende. Et hurtigt blik afslører Db Huggers, Snow Backpacks og Snow Rollers på vej i samme retning.
Gruppen består af en god blanding af solorejsende, venner og familier på tværs af alder. De fleste har aldrig været i Nordmakedonien før, og for mange er det også første møde med catski.
Fælles for alle er passionen for skiløb og en mærkbar forventning til de fire dage, der venter i bjergene.
Langt fra de klassiske skiområder
Efter ankomsten til Skopje går turen videre mod Popova Šapka i Šar-bjergene. Undervejs gør vi et kort stop på en lokal tankstation for at fylde depoterne med snacks til dagene i catten. Når vi først når op i bjergene, er der nemlig ikke butikker, restauranter og caféer lige ved hånden, som mange kender det fra en klassisk skiferie.
Det lille stop bliver samtidig den første påmindelse om, at vi er på vej mod en helt anden slags skirejse. Her er ingen store liftsystemer, polerede alpebyer eller liftkøer.
Til gengæld venter et enormt bjergområde, lokale guider og cats, der hver morgen transporterer os ud til nye linjer.
Catski fungerer ved, at en præpareringsmaskine med en specialbygget kabine transporterer gruppen op gennem terrænet. Når vi rammer toppen eller catten ikke kan køre længere, fortsætter turen ned på ski eller snowboard. Derefter samler catten gruppen op igen.
På den måde får vi adgang til store dele af bjerget og omkring 2.400 højdemeter i gennemsnit om dagen.
Det er en rejse, hvor man med fordel kan lade sin indre perfektionist blive hjemme. Popova Šapka er enkelt, lokalt og præget af Balkans særlige charme. Tingene foregår ikke altid helt, som de ville gøre i Alperne. Men gæstfriheden er varm, stemningen autentisk og oplevelsen noget helt for sig.
Tre cats – men ét stort hold
Gruppen bliver fordelt i tre cats, og undervejs skifter Nikolaj Vang mellem dem, så alle får mulighed for at køre og sparre med ham. Efter at have været med alle tre grupper beskriver han niveauet således:
“Det er en homogen gruppe – det kunne have været ét stort hold.”
Det bliver også oplevelsen gennem hele turen. I cattene går snakken på vej op gennem terrænet. På bjerget deles tips, linjer og highfives. Efter skidagen fortsætter samtalerne over aftensmaden, i baren og i hotellets pool og sauna.
Her er både plads til dem, der gerne vil udfordre sig selv, og dem, der først og fremmest er kommet for at opleve et helt nyt bjergområde. Det vigtigste er ikke, hvem der kører den stejleste linje, men at alle deler glæden ved at være ude i bjergene.
Læs terrænet, før du kører linjen
Nikolaj Vang er med på turen som freeride-ekspert. Sparringen foregår ikke kun under et planlagt oplæg, men gennem alle dagene i cattene og ude på bjerget.
På turens freeride-talk anden aften samler han op på nogle af de vigtigste erfaringer:
1. Læs terrænet
Stop op, kig på terrænet og udvælg det sted, du vil køre. Overvej dine sving, og visualiser linjen, inden du sætter af.
2. Skru lidt ned på de første ture
Kør let, og skru omkring 20 procent ned på de første runs. Mærk sneen og underlaget, før du giver fuld gas. Forholdene kan variere, og det handler om at lære bjerget at kende.
3. Brug en stærk og centreret position
Spænd op i kernen, så over- og underkrop arbejder sammen. Hold armene fremme og hænderne i synsfeltet, og lad overkroppen pege ned mod dalen. Det hjælper dig med at undgå bagvægt og giver bedre kontrol i det variable terræn.
Der bliver også talt udstyr. Vangs vigtigste pointe er, at det skal være muligt at have det sjovt i mange forskellige typer føre. En alsidig freerideski omkring 104–110 millimeter under foden kan for mange være et godt bud, mens rocker og early rise hjælper skien med at flyde bedre i puddersne.
Aftenen rundes af med film fra Vangs arkiv og historier fra et liv med freeride – en passende afslutning på endnu en dag i bjergene.
Grej, der er skabt til at komme med ud
Db Journey er en naturlig del af turen, allerede inden vi forlader Københavns Lufthavn.
Mere end halvdelen af deltagerne har en Db Snow Roller med, og flere af taskerne har allerede været på rejser i mere end syv år. Da Claus Loft Madsen fra Db senere fortæller om tankerne bag produkterne, står grejet derfor ikke bare udstillet – det er allerede blevet brugt hele vejen fra check-in til bjergene.
Claus fortæller blandt andet om Db’s Hook-Up System, som gør det muligt at koble taskerne sammen, længdejusteringen i Snow Rolleren og Rib Cage-konstruktionen, der beskytter indholdet uden at gøre tasken unødigt tung.
Men fortællingen handler også om noget større end funktioner og materialer.
Db ønsker at skabe grej, der gør det lettere at rejse ud og opleve verden, og som er holdbart nok til at komme med igen og igen. For når udstyret fungerer, kan opmærksomheden bruges på det, rejsen egentlig handler om: oplevelserne, menneskene og stederne undervejs.
På netop denne tur bliver den tanke meget konkret. Snow Rollers bliver delt, tasker bliver koblet sammen, og grejet bevæger sig fra lufthavnen til hotellet, ind i cattene og ud i bjergene.
Samarbejdet stopper ikke ved oplægget. Som deltager på turen får du også en eksklusiv rabatkode på 15 % til Db Journey og deltager automatisk i lodtrækningen om udvalgte Db-produkter.
Mere end fire dage på ski
Turens største oplevelser findes naturligvis ude på bjerget: de lange nedfarter, frokost i en rå og autentisk bjerghytte og følelsen af at stå med en ny linje foran sig.
Men det er ikke kun skiløbet, deltagerne tager med hjem.
Det er også samtalerne i catten. Frokosterne på bjerget. Freeridehistorierne om aftenen. Mødet med en anderledes kultur. Den fælles middag på hotellet i Skopje den sidste aften og de nye relationer, der opstår mellem mennesker, som få dage tidligere ikke kendte hinanden.
Det er en tur med høj stemning og et stærkt fællesskab på tværs af aldre. En gruppe af ligesindede mennesker med en stor passion for ski og for de oplevelser, sporten kan skabe.
Flere af deltagerne fra den første tur har allerede meldt sig til næste års rejse. Det fortæller måske mere end noget andet om, hvad der opstod i Nordmakedonien i januar 2026.
I 2027 gør vi det igen
Fra den 19.–24. januar 2027 vender Db Journey, DBP Adventures og Nikolaj Vang tilbage til Popova Šapka.
Der venter fire dage med catski, lokale bjergguider, sparring med Nikolaj Vang, Db-gear, omkring 2.400 højdemeter om dagen og et stærkt fællesskab i bjergene.
Turen er for dig, der er komfortabel på ski eller snowboard, kan håndtere forskellige sneforhold og har lyst til at opleve freeride langt fra de klassiske destinationer.
Du behøver ikke rejse med nogen. På den første tur deltog både solorejsende, venner og familier.
Se turen, og book din plads til 2027
Foto og video: Michael Gramtorp